Er forholdet færdigt?

Hej alle sammen. Det er super sårbart at skrive for mig, til trods for, at det her er et anonymt medie.

Min kæreste og jeg har været sammen i knap to år. Vi har et fælles barn sammen, som var en upser, men ikke destro mindre meget ønsket.

Min mand er alkoholiker og misbruger af hash. Han har været ærlig omkring det fra start, men viste sig dog fra sin gode side da vi mødte hinanden. Han har ændret sig markant gennem tiden. Været modbydelig under nogle af hans branderter. Han har aldrig været fysisk voldig mod mig, men sagt ting jeg ikke sådan lige kan glemme.

Jeg har længe følt, at han vælger alkohol og hash frem for mig og vores fælles fremtid sammen. Dette har gjort mig indebrændt. Jeg elsker den mand og ville gøre (næsten) alt for ham. Støtte ham og være der for ham. Min måde at håndtere dette, har dog været helt skævt. Jeg er blevet bitter. Er utilfreds med alt mellem himmel og jord. Jeg er kommet med små stikpiller gennem det sidste års tid. Det er jeg klar over nu, ikke er okay og at jeg har sået det menneske jeg elsker så meget.

I går brændte han sammen. Sagde han ville forlade mig og vores barn, da han følte at han aldrig har kunne gøre noget rigtigt og hvis han ikke elskede mig så meget, ville han være skredet for længst.

Jeg er så ked af det. Jeg kan selv se nu, at jeg har været en dårlig kæreste.

Jeg har ikke handlet som jeg har gjort, for at gøre ham ondt bevidst. Jeg har som sagt været så skuffet over, at han aldrig aktivt har gjort noget for at få hjælp og for at få styr på sig selv.

Jeg kan godt forstå at han er sur på mig nu. Jeg er også sur på mig selv. Han siger at jeg skal ændre mig, men at han dog ikke tror på, at jeg kan og at det bare er sådan jeg er.

Og her fra, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Selvfølgelig skal jeg ændre mig - og ændre min måde at håndtere mine problemer med vores forhold på. Men han er nødt til selv at ville få hjælp til hans misbrug også. Jeg føler, at alt er blevet gjort til min skyld. At jeg er den onde og skurken. Jeg synes vi begge har skyld i at vores forhold nu højest sandsynligt går i vasken.

Jeg prøvede i dag at snakke med ham om, at vi skal være to til at ville det her. Han blev sur og sagde, at jeg er nødt til at ændre mig, ellers skrider han.

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit skriv. Jeg er helt ødelagt. Ked af, at jeg nok mister min lille familie. Ked af, at jeg til dels selv er skyld i det. Jeg synes at livet er svær og jeg har det ikke godt. Jeg ville ønske, at jeg kunne vågne i morgen, og alt var godt, men det ved jeg godt, bare er ønsketænkning.

Kære Reddit, hvad gør man når livet er svært? Er vores forhold bare dødsdømt? Hvordan kommer jeg videre i den her situation?

Tak for jeres tid 🩷